Kulturnaut.dk

1 februar 2011

6 stjerner

Fuld af humor og nærvær tager Zangenbergs Teater os med ind i en moderne eventyrverden, hvor den lille Rødhættes fine kappe er skiftet ud med en sej rød Adidas-trøje, skrigende pink strømpebukser og cool Converse-sko. "Askepot og Rødhætte på nye eventyr" er en fabelagtig nyfortolkning af Grimms eventyr, der fortryller både børn og de medfølgende voksne. (Foto: Zangenbergs Teater)

"Er I klar?" spørger Rødhætte. "Der var engang..." Sådan begynder ethvert godt eventyr, og dette er ingen undtagelse. Kun fantasien kan sætte grænser, og det gør den bestemt ikke, når ens onde stedmoder - som i øvrigt er sådan en rigtig gennem ung én - tvinger én til at gøre rent i køkken/alrummet dagen lang.

På scenen står Susanne Bonde, Susanne Storm og Henrik Zangenberg som de tre skolekammerater, der for en stund lader forældrenes formaninger om varmt tøj og velnærende madpakker bag sig og kaster sig ud i et pragtfuldt potpourri af eventyr fra Rødhætte og Askepot til Snehvide. Det gør de med en energi og mimik, der omdanner den lille sal til et sandt spændingsfelt. Forestillingen styrkes yderligere af nogle enkle, men stærke og yderst effektfulde virkemidler som Morten Lysters magiske lyssætning, der bringer scenografien til live og viser os helt nye måder at sende Askepot til bal på.

Men som både børn og forældre ved, så er det at lege sammen ikke altid lige let. For hvem bestemmer, hvad vi skal lege, og hvordan historien skal fortælles? Hvem skal være den smukke prinsesse, og hvem skal være den onde dronning, der i hvert fald ikke får prinsen? Og det går heller ikke altid lige let at få byttet rollerne om igen, for selvom dronningen på klassisk vis byder Snehvide det forgiftede æble, så er der rigeligt med undskyldninger for ikke at spise det. Det går jo ikke, når man lige har børstet tænder.

Jesper B. Karlsen står bag manuskriptet, og han opnår til fulde at puste nyt og forfriskende liv i Grimms velkendte gamle eventyr på en måde, der taler direkte til børnene. Yderst elegant formår han at trække helt almindelige hverdagsemner ind i teatrets og eventyrenes verden. Hvem kan måske ikke nikke genkendende til ønsket om helt selv at kunne bestemme, hvilket tøj man skal have på, og hvad man må spise? Flødeboller! Ja, og så vil man da heller ikke børste tænder, ha!

Forestillingens styrke ligger i dens stilrenhed og især i dynamikken i legen mellem de tre skuespillere, for det er i personernes iver og fantasi, deres alvor og barnlige snusfornuft, at humoren skabes og tager publikum med storm. Zangenbergs Teater har os ganske enkelt i sin hule hånd. Det er sådan, det skal være. Men alle gode eventyr har en ende, og man går boblende derfra med tanken: "Nu legede vi lige så godt."

Berlinske 13.2 2011

Vibeke Wern

5 stjerner

Askepot og Rødhætte på nye eventyr - Zangenbergs Teater

Det er netop en række figurer fra Grimms eventyr, der højdramatisk, elegant og super sjovt blander sig og spiller med i legen hos tre kammerater, der zapper rundt mellem eventyrlig fantasi og virkelighed. Helt vidunderlig er den kropsdynamiske Susanne Bonde som pigen, der med eventyrbog under armen styrer slagets gang og lever sig ind i rollen som bl.a. Rødhætte, Askepot og Snehvide og i eventyrlegen sniger sig til at få sit første kys af kammeraten alias Henrik Zangenberg, der både er prins og farlig ulv. Og det kan nok være, at parallelklassens Pjaske-Lotte alias Susanne Storm i den følelsesladede leg kan træde i karakter som bl.a. farlig, ond stedmoder. Forestillingen er godt skrevet og instrueret, og det er et velspillende trekløver på scenen, men målgruppen burde nok hedde 6-12 år.

Børneteateravisen.. 13.2. 2011

6 stjerner

Rødhætte i dramatikerens lykkeland

Endelig en humoristisk eventyrforestilling efter ungernes egne virkelighedstilpasninger af drømme og prinser. Zangenbergs Teater hitter med Jesper B. Karlsens moderne eventyr

Eventyrfælden er grum. Særligt grum er Grimm-fælden – fordi Grimms eventyr er så fortærskede og ordmæssigt svage, at alt står og hænger i plottets ofte ret slatne hængsler.

Men det sker ikke hos Zangenberg. Takket være Jesper B. Karlsens tekst til 'Rødhætte og Askepot på nye eventyr' bliver denne eventyrforestilling vitterlig til et nyt teatereventyr – grebet ud af ungernes virkelighed og ikke ud af Brødrene Grimms.

Og takket være Torkild Lindebjergs veltimede instruktion har forestillingen et tempo og en associationsrigdom, der er aldeles fortryllende. Sammen har Karlsen og Lindebjerg peppet Grimm op, som var der tale om en gammel, sort-hvid film, der pludselig fik sat digifarver på: Grimm som blu-ray for børnehjerter.

Helt alene i verden

Rødhætte-historien har fået en ny ramme: En historie om en pige, der skal gøre sig klar til at gå i skole, mens hendes forældre pisker rundt i ligegyldige morgenritualer. Forestillingen er klart på ungernes side. For hvorfor er det lige, man skal gøre, som der bliver sagt, når man bare kunne gøre det, man har lyst til? For eksempel at pakke en kurv til sin bedstemor...

Eller som det ironisk lyder i første sætning: ’Der var engang en pige, der var helt alene i hele verden...’ Men nej. Pigen er overhovedet ikke alene i verden, og hendes mor er udmærket klar over, at hun ikke gider gå i skole.

Det er det, der er scoopet: Den åbenlyse leg med eventyret. Askepot bliver undervejs til ’Pjaskelotte’ og ’Askesnotte’, for ironien bliver det bærende virkemiddel gennem hele forestillingen.

Spillet bliver mere og mere meta-avanceret undervejs, efterhånden som flere og flere eventyrklichéer flettes sammen med handy barskhed. (Netop derfor kræver det også, at børnetilskuerne er i skolealderen; ellers har de ikke en chance for at fatte de underliggende pointer og for at grine med.)

’Åh, jeg elsker, når det er sørgeligt,’ lyder en replik. Og ungerne jubler ved tanken om døde mødre og onde stedmødre. For det er jo lige akkurat sådan, det er at være i eventyrland: At lege med smerten – og håbe, at den ikke også rammer i virkeligheden.

Turtelduer med ekstra pige

Skuespillertrioen er eventyrlig. Susanne Bonde bekræfter endnu en gang, at hun er dansk børneteaters pigeheltinde. I 'Rødhætte og Askepot' spiller hun otte-årig og urimelig, men også otte-årig og nysgerrig.

Hun spiller glad og ensom og strid, og så spiller hun lige akkurat forelsket nok til, at de 10-årige strækker hals en ekstra gang for at aflure nogle tricks. Susanne Bondes danserkrop spiller på den fysiske galskab, og hendes gadeteatererfaringer dyrker både trutmund og benspjæt helt ud i det groteske: Hun kan kunsten at forstørre et gak øjeblik, uden at poesien går i stykker.

Henrik Zangenberg er da forståeligt nok også helt skudt i hende. Han har rollen som drengen i klassen, der gerne vil lege eventyr et hemmeligt sted med denne Rødhætte – udover at han altså ikke har hjerte til at slå hende ihjel som jægeren, men meget bedre egner sig til at være prinsen i Snehvide...

Henrik Zangenberg spiller fint drengen, der adlyder ordrer, når den entreprenante tweenpige går i gang med at dirigere. Og han sjokker troværdigt og halvbange efter, når herskerindens temperament skifter...

Men selvfølgelig skal de to turtelduer ikke lykkes med deres kissemisserier. Derfor dukker Susanne Storm uden blusel op. Hun vil gerne lege med. Joh, øh... Susanne Storm har en skøn retfærdighedsretorik over sig, når hun kliner sig ind mellem de to eventyrere – og hun stornyder det, da hun både scorer prinsessekjolen og helten, i hvert fald et øjeblik.

Æret være Disney

For det går stærkt. Jesper B. Karlsens replikker er yderst mundrette – skrevet med eksplicit co-writing fra dramatikerens datter, der har sikret, at ordene lyder, som de skal netop nu, hvis piger fra 2. klasse skal dumpe direkte ind i illusionen og nyde den.

Og scenografen Johan Kølkjær har skabt en minimalistisk, men samtidig retrohip scenografi, der lige akkurat spiller på eventyrets grundpakke: Slottet, døren – og de fire festkjoler. Endda hen over lysende pærer, som var de smukke krystallysekroner i på et eventyrslot bag næste bjergtinde.

Samtidig rummer både tekst og scenografi loyale hip til de uomgængelige klassikertolkninger af eventyrene. Når Askepot sidder på sit fattige kammer, mens hun ser op på slottet, kopierer hun i hvert fald Disneys ord om festen deroppe – den fest, der sikkert bare er ’dum og kedelig og fuldstændig – fuldstændig vidunderlig’...

Men forestillingen nøjes ikke med Rødhætte og Askepot. Næ, Hans og Grete kommer da også med. Rapunzel får godt nok kun et enkelt rim med på vejen – Rapunzel, Rapunzel, min pige / kast håret ned som en stige. Men det er jo bare, fordi der også skal være plads til Snehvide. Listigt og muntert - og både grumt og grimmt.

’Og så forlod Rødhætte den lige vej,’ som det hedder i forestillingen.

Tak til styrmand Karlsen for det.